Indhold
Topical authority bruges i SEO om et websites faglige tyngde inden for et emne. Det er et arbejdsbegreb, ikke en offentlig Google-score for alle websites. Ikke kun én side med ét ord. En side kan godt findes på “SEO bureau”. Autoritet på emnet er, når de samme sider også er det naturlige sted at læse, hvad det koster, hvordan en søgning skal læses, og hvordan links virker. At forklaringen kan mærkes som jeres, er et andet spørgsmål og står i E-E-A-T.
Det er ikke en placering, I kan købe, og det er ikke et tal i et værktøj. Det er det indtryk, sitet efterlader: her er nogen, der både kan sælge arbejdet og forklare det.
Det er emnet, ikke ordet
Før var opgaven at matche en side med et søgeord. Det er stadig en del af arbejdet. Relaterede sider og tydelige links kan hjælpe læseren med at forstå et emne og søgemaskinen med at finde indholdet. Det giver ikke et dokumenteret, automatisk løft til nye sider.
Det gælder også den næste søgning, I ikke har skrevet en side til endnu. Ikke som en garanti. Som en ambition om at give sammenhængende og brugbare svar. En tynd side bliver ikke stærk, bare fordi den ligger på et site med mange indlæg.
Det er ikke det samme som mange links
Links fra andre sites er et andet signal. De siger, at nogen nævner jer. Topical authority siger, at I dækker emnet. Et stort site, der skriver om alt, kan have flere links og alligevel være et dårligere svar på ét afgrænset emne end et mindre site, der bliver ved det.
Derfor starter vi ikke med at jagte omtaler. Først skal emnet have én side, der ejer salget, og de sider rundt om, der svarer på spørgsmålene. Links udefra kommer bagefter, og kun når omtalen er ægte. Det står i linkbuilding.
Ydelsessiden er midten
Vælg den side, en kunde skal lande på, når de er klar. For SEO er det ydelsessiden. Den skal sige, hvad I gør, hvordan det starter, og hvad det koster at gå i gang. Den skal ikke også være lærebogen.
Rundt om den ligger artiklerne. Hver af dem ejer ét spørgsmål. Søgeintentionen afgør, hvilken søgning der hører hvor. En transaktionel søgning hører til på ydelsessiden. En informationel hører til i en artikel. Interne links binder dem sammen og kan hjælpe Google med at se, at det er ét emne og ikke tolv løse indlæg. Google skriver dog også, at søgemaskiner sandsynligvis forstår jeres sider, som de er nu, så det er ikke en grund til at bygge hele sitet om på én gang.
Den opsætning, og de tre regler for linksene, står i indholdsklynger.
Vælg et emne, I kan blive færdige med
Emnet skal være snævert nok til, at I kan dække det, og bredt nok til, at der er spørgsmål under det. “SEO” dur, når I sælger SEO. “Marketing” er for bredt. Så ender I med sider om alt fra messer til nyhedsbreve, og hverken læseren eller Google kan se, hvad sitet er til. Googles egne selvevalueringsspørgsmål spørger netop, om sitet har et primært formål eller fokus, og om I producerer meget indhold om mange forskellige emner i håb om, at noget af det klarer sig i søgeresultaterne.
Start med de søgninger, der ligger tæt på et køb, og de spørgsmål, kunderne stiller, før de vælger. Det er søgeordsanalysen. To søgninger, der vil det samme, skal ikke have hver sin tynde side. De skal have én.
Det, I lader ligge, tæller også
En ny artikel bør vælges, fordi den hjælper den målgruppe, sitet er til for. Et søgeord med mange søgninger, men uden en kunde og uden forbindelse til det, I sælger, fylder sitet med noget, en førstegangsbesøgende ikke kan placere.
Spørgsmålet, før I skriver, er enkelt. Ville en, der lander på siden, forstå, hvad sitet handler om? Hvis svaret er nej, hører emnet til et andet sted. De sites, der bliver ved med at være tydelige, er ikke dem, der har udgivet mest. Det er dem, der er blevet ved det samme.
Tyve indlæg på 300 ord med det samme søgeord i forskellige bøjninger er heller ikke dækning. De konkurrerer med hinanden, og ingen af dem er et svar.
Det skal kunne læses, før det kan tælle
Sammenhængen hjælper ikke en side, Google ikke kan læse, eller en adresse, der findes i tre udgaver. Teknikken er stadig første filter. Den ligger i den tekniske gennemgang.
Hvad har Google faktisk dokumenteret?
I maj 2023 beskrev Google et system ved navn topic authority. Det hjælper med at finde ekspertkilder til nyhedssøgninger om eksempelvis sundhed, politik, økonomi og lokale begivenheder. Signalerne er blandt andet, hvor kendt en kilde er for et emne eller område, original journalistik, som andre medier citerer, og kildens omdømme.
Systemet handler om nyheder. Det er ikke dokumentation for, at almindelige virksomhedssites får en bestemt autoritetsscore ved at udgive et fast antal artikler. Googles råd til medierne er at dække de emner, de kender godt.
Der findes indicier for, at Google også ser på, hvor fokuseret et site er. Mike King fra iPullRank fandt i 2024 i den lækkede dokumentation af Googles interne API attributterne siteFocusScore og siteRadius. Ifølge hans analyse beskriver de, hvor meget et site holder sig til ét emne, og hvor langt en side bevæger sig væk fra det. iPullRank skriver selv, at dokumentationen ikke viser, hvordan eller om de enkelte attributter vægtes. Google har ikke bekræftet, hvordan de bruges.
Brug i stedet begrebet som en redaktionel opgave: Hvilke spørgsmål kan I besvare med viden, som hjælper jeres kunder? Googles vejledning om nyttigt indhold lægger vægt på selvstændig værdi, troværdighed og et tydeligt formål. Et skema med alle tænkelige underemner er ikke i sig selv kvalitet.
Fra emnekort til en nyttig side
Tag et afgrænset behov, eksempelvis flytning af en webshop. Noter kundens beslutninger: URL-kort, omdirigeringer, produktdata og kontrol efter lancering. Undersøg, hvad eksisterende sider allerede svarer på. Opdater dem først; opret kun en ny artikel, hvis spørgsmålet kræver et selvstændigt svar. Følg relevante søgninger og henvendelser over tid, uden at kalde enhver stigning et bevis på topical authority.
Hos os er topical authority ikke et projekt ved siden af arbejdet. Det er måden, indholdet bliver valgt på, før det bliver skrevet. Selve forløbet står under SEO-optimering.
Kilder
- Google Search Central Blog, Understanding news topic authority, developers.google.com, 23. maj 2023.
- Google Search Central, Creating helpful, reliable, people-first content, developers.google.com.
- Google Search Central, SEO Starter Guide: The Basics, developers.google.com.
- iPullRank (Mike King), Secrets from the Google Algorithm Leak, ipullrank.com, maj 2024.
Vil I findes af flere kunder på Google?
Fortæl, hvad I vil opnå, så tager vi en uforpligtende snak om, hvad der kan rykke.
Book et gratis mødeVil I findes af flere kunder på Google?
Fortæl, hvad I vil opnå, så tager vi en uforpligtende snak om, hvad der kan rykke.
Book møde