Indhold
  1. Det, vedligehold dækker
  2. Opdateringer: rækkefølgen
  3. Sikkerhed: de kedelige ting, der virker
  4. Det, I selv kan, og det, I bør købe
  5. Hvad en serviceaftale skal indeholde
  6. Tegn på, at siden ikke bliver vedligeholdt
  7. Tjekliste
  8. Kilder

Vedligehold er det arbejde, der holder hjemmesiden sikker, hurtig og rigtig, efter den er lanceret: opdateringer, backup, overvågning og indhold, der stadig passer. For en almindelig WordPress-side tager det omkring en time om måneden, hvis I selv gør det. Køber I det, koster det typisk 300 til 1.500 kr. om måneden.

Uden vedligehold bliver siden ikke bare stående. Den bliver langsommere, mere sårbar og mere forkert for hver måned, og den dag, noget går galt, er det dyrere at rette end alle de timer, der blev sparet.

Det, vedligehold dækker

Opgave Hvor ofte Tid
Opdatering af plugins, tema og WordPress Hver eller hver anden uge 10–20 min.
Backup Dagligt og automatisk. Test af gendannelse hvert kvartal 30 min. pr. test
Oppetid og fejl Løbende, med automatisk overvågning 0 min., indtil den melder fejl
Formularer og mail Hver måned: send en test 5 min.
Search Console: fejl og advarsler Hver måned 10 min.
Hastighed (PageSpeed) Hvert kvartal og efter større ændringer 15 min.
Brugere og adgange Hvert kvartal: fjern dem, der ikke skal være der 10 min.
PHP-version 1–2 gange om året 30 min. med test
Indhold: priser, medarbejdere, åbningstider, cases Løbende, og et gennemsyn hvert kvartal Efter behov
Domæne, SSL og licenser Hvert år: tjek fornyelse og betalingskort 10 min.

Opdateringer: rækkefølgen

Ifølge sikkerhedsfirmaet Patchstack fandtes 91 % af de nye sårbarheder i WordPress i 2025 i plugins og resten i temaer; i WordPress selv var der næsten ingen. Ud af 11.334 nye sårbarheder var kun seks i WordPress selv. Se Patchstacks rapport. Derfor er opdatering af plugins den vigtigste opgave, og den skal gøres i den rigtige rækkefølge:

  1. Tag en backup, eller tjek at nattens backup er der.
  2. Store opdateringer (WooCommerce, page builder, nyt hovedversionsnummer) testes først på en kopi; se staging-site.
  3. Opdatér på live.
  4. Tjek forsiden, en ydelsesside, formularen og, hvis I har en webshop, kurv og kasse.

Med SSH og wp-cli tager selve opdateringen et minut:

wp core update
wp plugin update --all
wp theme update --all
wp core update-db

Små sikkerhedsopdateringer af WordPress kommer automatisk på de fleste sider. Automatiske opdateringer af plugins kan slås til pr. plugin under Plugins. Det er fint for små, velkendte plugins, men ikke for dem, siden er bygget på.

Rækkefølgen for opdateringer af WordPress i fire trin: backup, test på kopi, opdatering på live og tjek af siden, og en tabel over vedligeholdsopgaver og hvor ofte de skal gøres.
Rækkefølgen for opdateringer, og hvor ofte resten skal gøres. Illustration i fuld størrelse.

Sikkerhed: de kedelige ting, der virker

  • Slet plugins og temaer, I ikke bruger. Deaktiveret er ikke nok.
  • Færre plugins er færre døre. Spørg til hvert plugin: Hvad gør det, og kan det undværes?
  • To-faktor-login for alle med administratoradgang.
  • Ingen bruger, der hedder “admin”, og ingen delte logins.
  • Fjern adgang for tidligere medarbejdere og leverandører samme dag, de stopper.
  • Hosting med opdateret PHP og automatisk backup; se hosting.

Det, I selv kan, og det, I bør købe

Kan I selv Bør I købe, hvis I ikke har en udvikler
Opdatere tekster, priser og billeder Opdateringer, der fejler eller giver hvid skærm
Opdatere små plugins og tjekke formularen Skift af PHP-version og store opdateringer
Se efter fejl i Search Console Gendannelse efter hack eller nedbrud
Fjerne gamle brugere Hastighedsoptimering og fejlfinding

Hvad en serviceaftale skal indeholde

En serviceaftale koster typisk 300 til 1.500 kr. om måneden. Forskellen sidder i, hvad der er med. Spørg om:

  • Hvad bliver opdateret, hvor ofte, og bliver det testet bagefter?
  • Hvor ligger backuppen, hvor længe gemmes den, og hvornår er gendannelse sidst testet?
  • Hvor hurtigt reagerer de, hvis siden er nede, og gælder det også i weekenden?
  • Er der timer til rettelser med, og hvad koster timen ud over dem?
  • Får I en rapport over, hvad der er lavet?
  • Har I selv administratoradgang og ejer alle konti? Svaret skal være ja.

Tegn på, at siden ikke bliver vedligeholdt

  • WordPress viser mange ventende opdateringer.
  • Webstedstilstand under Værktøjer viser kritiske problemer eller en gammel PHP-version.
  • Formularen har ikke sendt en henvendelse i flere uger.
  • Medarbejdere, priser eller åbningstider på siden passer ikke længere.
  • Ingen kan svare på, hvornår der sidst blev taget en backup.

Tjekliste

  1. Automatisk daglig backup uden for hostingen, testet hvert kvartal.
  2. Opdateringer hver eller hver anden uge, med backup før og test efter.
  3. Store opdateringer testes på en kopi først.
  4. Ubrugte plugins, temaer og brugere er slettet.
  5. To-faktor-login for administratorer.
  6. Overvågning af oppetid og en månedlig test af formularen.
  7. Indholdet gennemgås hvert kvartal.
  8. Domæne, SSL og licenser fornyes automatisk.

Vedligehold er en fast udgift, der hører med i budgettet fra start; se hvad en hjemmeside koster. Det vigtigste enkeltstykke er en backup, der kan gendannes. Vedligehold er en del af de WordPress-hjemmesider, vi bygger.

Kilder

Skrevet af

Jonathan Martin Lara

Webudvikling, SEO & Tracking hos Adbull

Designer og udvikler hjemmesider, der er hurtige og nemme at bruge, og arbejder med SEO fra første linje kode.