Indhold
  1. 1. Beslutningerne (en eftermiddag)
  2. 2. Sidelisten (en time)
  3. 3. Teksten (en til to uger)
  4. 4. Billeder og video (en uge)
  5. 5. Logo, farver og skrifttyper (en time)
  6. 6. Eksemplerne (en halv time)
  7. 7. Adgangene (en time, men start tidligt)
  8. 8. Det juridiske (en time)
  9. Tjeklisten samlet

De hjemmesideprojekter, der bliver færdige til tiden, har én ting til fælles: Kunden havde det meste klar, før leverandøren begyndte. Ikke designet, det er leverandørens opgave, men beslutningerne, teksten, billederne og adgangene. Det tager en til tre uger at samle, og det er den bedst brugte tid i hele projektet, fordi alt bagefter venter på det.

Her er listen over det, I skal have klar, i den rækkefølge det giver mening at gøre det. Brug den, uanset om I bygger selv, bruger en freelancer eller et bureau. Selve forløbet bagefter står under sådan får I en hjemmeside.

1. Beslutningerne (en eftermiddag)

Skriv svarene ned på én side. Det er den side, leverandøren skal have først, og den, I selv vender tilbage til, når der skal træffes valg undervejs.

  • Hvem er siden til? Konkret: “boligejere i Østjylland, der skal have nyt tag”, ikke “alle, der har brug for en tømrer”.
  • Hvad skal de gøre? Ringe, skrive, booke, købe, hente et tilbud. Vælg én primær handling.
  • Hvordan ved I, om den virker? Antal henvendelser pr. måned, bookinger, salg. Skriv tallet, I har i dag, hvis I kender det.
  • Hvad skal siden kunne om tre år? Flere sprog, webshop, booking, kundelogin. Det afgør platformen, også selv om det ikke skal bygges nu.
  • Hvem bestemmer? Én person hos jer, der kan sige ja og nej uden at indkalde til møde. Det er den vigtigste beslutning på listen.
  • Budget og deadline. Begge dele. En leverandør, der kender budgettet, kan foreslå det rigtige inden for det. Se hvad koster en hjemmeside.
Otte ting, der skal være klar før en ny hjemmeside, hver med tidsforbrug: beslutningerne, sidelisten, teksten, billeder, logo og farver, eksemplerne, adgangene og det juridiske. Teksten er fremhævet som det, der forsinker.
De otte ting med tidsforbrug. Teksten er fremhævet, fordi det er den, alt andet venter på. Illustration i fuld størrelse.

2. Sidelisten (en time)

Skriv hver side ned, I vil have, med én linje om, hvad den skal indeholde. Start med de seks, der skal med, og tilføj det, der er særligt for jer. Del listen i “skal med fra start” og “kan komme senere”. Det er sidelisten, tilbuddet skal bygge på, og uden den sammenligner I tilbud, der ikke indeholder det samme.

Har I en side i forvejen, så hent listen over de sider, der får trafik, i Search Console. De skal med videre, eller de skal pege et nyt sted hen. Det er den liste, der sikrer, at I ikke taber placeringer på skiftet.

3. Teksten (en til to uger)

Det er den post, der forsinker projekter, og den, I skal starte på først. For hver side på listen: en overskrift, der siger, hvad siden handler om, 150 til 400 ord, der svarer på det, kunden vil vide, og det, de skal gøre bagefter. Skriv, som I taler til en kunde i telefonen. Lad være med at begynde med jeres historie.

Kan eller vil I ikke skrive selv, så beslut det nu, og få det med i tilbuddet. 1.500–4.000 kr. pr. side er normalt. Men også da skal I levere råstoffet: de spørgsmål, kunderne stiller, de ord, I bruger om jeres ydelser, og hvad der adskiller jer. Ingen tekstforfatter kan finde på det.

4. Billeder og video (en uge)

Billeder af jer, jeres lokaler, jeres arbejde og jeres kunder slår arkivbilleder hver gang. Book en fotograf en halv dag (fra 5.000 kr.), eller tag dem selv med en nyere telefon i dagslys. Hver side på listen skal have mindst ét billede, og forsiden skal have et godt. Saml originalerne i fuld opløsning i én mappe; leverandøren skalerer dem. Og find ud af, hvem der ejer billederne, hvis en fotograf har taget dem. Det skal være jer.

5. Logo, farver og skrifttyper (en time)

Logoet som vektorfil (SVG, AI eller EPS), ikke kun som JPG fra et brevpapir. Farverne som koder, hvis I har dem. Skrifttyper, hvis de er en del af jeres identitet. Har I ingen af delene, er det fint; så er det en del af opgaven. Men sig det fra starten, så det er med i prisen.

6. Eksemplerne (en halv time)

Tre hjemmesider, I synes om, med én sætning om hvorfor. Én, I ikke synes om, med én sætning om hvorfor. Det er den hurtigste måde at tale om design på, og det sparer en runde skitser. Vælg gerne sider uden for jeres branche.

7. Adgangene (en time, men start tidligt)

Det her er det, der oftest forsinker lanceringen, fordi ingen ved, hvor tingene ligger:

  • Domænet: Hvor er det registreret, hvem står som ejer, og hvem har login? Står det ikke i jeres navn, så få det flyttet nu. Se domæne.
  • Hosting: Hvor ligger den nuværende side, og har I adgang? Skal der ny hosting, så opret den i jeres navn. Se hosting.
  • Google: Search Console, Analytics og Google Virksomhedsprofil. Hvem ejer dem? Det skal være en konto, virksomheden ejer.
  • Mail: Hvor ligger den, og hænger den sammen med den gamle hosting? Så skal den planlægges for sig.
  • Systemer, siden skal tale med: booking, nyhedsbrev, CRM, bogføring. Login og kontaktperson hos leverandøren.

8. Det juridiske (en time)

CVR-nummer, adresse og kontaktoplysninger til footeren. En privatlivspolitik, eller besked om, at den skal laves. Beslutning om, hvad I vil tracke med (Google Analytics, annoncepixels), fordi det afgør, om I skal have cookiesamtykke. Sælger I på siden, også handelsbetingelser. Se GDPR og cookies.

Tjeklisten samlet

  1. Én side med målgruppe, handling, måltal, treårsplan, beslutningstager, budget og deadline.
  2. Sideliste delt i nu og senere, plus listen over nuværende sider med trafik.
  3. Tekst til hver side, eller beslutning om, hvem der skriver den.
  4. Billeder i fuld opløsning, mindst ét pr. side.
  5. Logo som vektor, farver, skrifttyper.
  6. Tre gode og ét dårligt eksempel.
  7. Login og ejerskab til domæne, hosting, Google, mail og systemer.
  8. CVR, privatlivspolitik og beslutning om tracking.

Har I de otte, kan et projekt gå i gang i morgen, og det bliver færdigt, når leverandøren siger. Mangler I de fleste, så brug to uger på listen, før I beder om tilbud. Det er to uger, I sparer tre gange i den anden ende. Hvem I så skal bede om tilbud, står under webbureau, freelancer eller selv. Hvordan vi bygger hjemmesider, står under webudvikling.

Skrevet af

Jonathan Martin Lara

Webudvikling, SEO & Tracking hos Adbull

Designer og udvikler hjemmesider, der er hurtige og nemme at bruge, og arbejder med SEO fra første linje kode.