Indhold
  1. Hvad er PPC?
  2. Hvor bruges PPC?
  3. PPC eller SEO?
  4. PPC-ordbog
  5. Begreberne, der oftest bliver misforstået
  6. Hvad skal der til for at PPC virker?
  7. De fejl, vi oftest ser
  8. Tjekliste: forstår I jeres PPC?
  9. Kilder

PPC står for pay per click: annoncering, hvor I betaler, når nogen klikker på annoncen, ikke når den bliver vist. Det er den model, Google Ads og Microsoft Ads bygger på, og den er grunden til, at annoncering på søgemaskiner er så let at regne på. I betaler for et besøg på jeres side, ikke for at nogen måske så jeres navn.

Her er, hvad PPC er, hvor det bruges, hvordan prisen bliver sat, og en ordbog over de begreber, I møder i en annoncekonto og i rapporterne: CPC, CTR, konverteringsrate, CPA, ROAS, kvalitetsresultat og resten. Hvordan Google Ads virker i praksis, står i artiklen Hvad er Google Ads?

Hvad er PPC?

I PPC byder I på at blive vist, når nogen søger efter noget bestemt eller passer til en bestemt målgruppe. Bliver annoncen vist, koster det ingenting. Klikker nogen, betaler I. Prisen for klikket bliver sat i en auktion, hvor I betaler det, der skal til for at slå annoncøren lige under jer, og ikke nødvendigvis jeres maksimale bud.

Det gør PPC anderledes end de fleste andre former for annoncering, hvor I betaler for visninger eller for en periode. Fordi I betaler for besøg, kan I følge hver krone fra klik til henvendelse eller køb, hvis tracking er sat op. Og fordi I kan starte og stoppe fra den ene dag til den anden, er PPC den hurtigste måde at få trafik på. Ulempen er, at trafikken stopper, når pengene gør.

Hvor bruges PPC?

  • Google Ads: Søgeannoncer, Shopping og Performance Max. Det største sted i Danmark, fordi Google står for omkring 85 procent af søgningerne.
  • Microsoft Ads: Annoncer på Bing og i Microsofts produkter. Bing har under 10 procent af de danske søgninger, så det er en mindre kanal, der typisk bygges oven på en Google-konto, der allerede virker.
  • Sociale medier: Meta, LinkedIn og TikTok kan afregne pr. klik, men bruges oftest med betaling pr. visning eller mod et mål, for eksempel henvendelser. Når folk siger PPC, mener de som regel søgeannoncer.

Hvordan vi vælger kanaler, står under annoncering, og hvad PPC typisk koster, i artiklen Hvad koster Google Ads?

PPC eller SEO?

PPC og SEO handler begge om at blive fundet på søgemaskiner, men virker forskelligt. PPC giver trafik fra dag ét og koster pr. klik. SEO tager måneder at bygge op, men koster ikke pr. besøg. De fleste får mest ud af begge: PPC på de søgninger, der skal give kunder nu, og SEO på dem, der skal give kunder over tid. Og PPC viser hurtigt, hvilke søgeord der faktisk bliver til kunder.

Illustration af trafik over 12 måneder: PPC giver trafik fra første dag og falder til nul, når budgettet stopper efter 8 måneder, mens SEO bygger langsomt op og fortsætter med at vokse
PPC giver trafik med det samme og stopper med budgettet. SEO tager tid, men bliver ved. Illustration i fuld størrelse.

PPC-ordbog

De begreber, I oftest møder i en annoncekonto, og hvad de betyder:

Begreb Betyder Sådan regnes det
CPC Cost per click: pris pr. klik Annonceudgift delt med antal klik
Maks. CPC Det højeste, I vil betale for et klik Sættes af jer eller af automatisk budgivning
CPM Cost per mille: pris pr. 1.000 visninger Bruges mest til video og visningsannoncer
CTR Clickthrough rate: klikrate Klik delt med visninger. 5 klik på 100 visninger er 5 procent
Konvertering Den handling, I vil have: en henvendelse, et opkald, et køb Skal sættes op med tracking
Konverteringsrate Andel af klik, der bliver til en konvertering Konverteringer delt med klik
CPA Cost per acquisition: pris pr. konvertering Annonceudgift delt med konverteringer
ROAS Return on ad spend: omsætning pr. annoncekrone Omsætning delt med annonceudgift
Kvalitetsresultat Googles vurdering af søgeord, annonce og landingsside, fra 1 til 10 Et diagnoseværktøj, ikke en del af auktionen
Ad Rank Den placering, annoncen får i auktionen Bygger på bud, kvalitet og sammenhæng
Visningsandel Andel af de visninger, I kunne have fået, som I fik Lav andel betyder for lavt budget eller for lav kvalitet

Det er de tre sidste, der afgør resultatet, men CPA og ROAS, der afgør, om det kan betale sig. En lav klikpris er ingenting værd, hvis klikkene ikke bliver til kunder.

Regneeksempel fra visning til kunde: 10.000 visninger, 500 klik med en CTR på 5 procent, 25 henvendelser med en konverteringsrate på 5 procent og 8 kunder. CPC 15 kr., CPA 300 kr. og cirka 940 kr. pr. kunde ved 7.500 kr. i budget
PPC-begreberne er forholdet mellem trinene fra visning til kunde. Regneeksempel med 7.500 kr. i annoncebudget. Illustration i fuld størrelse.

Begreberne, der oftest bliver misforstået

  • En høj CTR er ikke det samme som gode resultater. En annonce kan få mange klik fra folk, der aldrig køber. Den bedste annonce er ofte den, der fortæller pris og målgruppe så tydeligt, at de forkerte lader være med at klikke.
  • Konverteringsraten afhænger af, hvad der tælles. Tæller kontoen klik på telefonnummeret og besøg på kontaktsiden som konverteringer, ser raten flot ud uden at sige noget om kunder. Google skriver selv, at raten kan blive over 100 procent, hvis hver eneste konvertering pr. klik tælles med.
  • Kvalitetsresultatet er ikke et mål i sig selv. Google beskriver det som et diagnoseværktøj. Brug det til at se, om det er annoncen eller landingssiden, der halter.
  • ROAS er ikke overskud. En ROAS på 4 kan være et tab, hvis avancen er 20 procent. Hvilken ROAS I går i nul ved, står i artiklen om Google Shopping-annoncer.

Hvad skal der til for at PPC virker?

  1. Søgeord med købsintention. “Tømrer Aarhus pris” er bedre end “tømrer”, fordi den, der søger, er tættere på at købe. Se søgeintention.
  2. En landingsside pr. løfte. Annoncen og siden skal sige det samme. Se landingssider, der konverterer.
  3. Tracking af det, der tæller. Henvendelser, opkald og køb, med samtykke. Se konverteringssporing i Google Ads og tracking.
  4. Negative søgeord. En liste over det, I ikke vil betale for, opdateret hver uge. Se guiden med eksempler.
  5. Et budget, der giver data. Nok klik til at se, hvad der virker, typisk mindst 5.000 kr. om måneden for en lokal virksomhed.

De fejl, vi oftest ser

  1. Der styres efter klik og klikpris. Billige klik ser godt ud i rapporten, men det er prisen pr. kunde, der tæller.
  2. Konverteringer er sat forkert op. Sidevisninger og klik tælles som henvendelser, og automatikken optimerer efter dem.
  3. Bredt søgeord uden negative. Annoncen vises på alt, der ligner, også job, gratis og gør det selv.
  4. Alle annoncer sender til forsiden. Folk lander et andet sted end det, de søgte efter.
  5. Rapporten er fyldt med begreber, ingen forklarer. Spørg hvad CPA og ROAS er, og om det er godt. Det svar skal kunne gives på én linje.

Tjekliste: forstår I jeres PPC?

  1. Ved I, hvad en konvertering er i jeres konto, og tælles kun rigtige henvendelser, opkald og køb?
  2. Kender I jeres pris pr. konvertering, og hvad den højst må være?
  3. Kender I ROAS, hvis I er en webshop, og hvor I går i nul?
  4. Er der negative søgeord, og kigger nogen på søgningerne hver uge?
  5. Sender hver annoncegruppe til en side, der passer til søgningen?
  6. Kan I se, hvilke søgeord der giver kunder, og ikke bare klik?

Hvordan vi styrer PPC, står under PPC.

Kilder

Skrevet af

Simon Kammer

PPC hos Adbull

Markedsføringsøkonom med baggrund i performance-drevet affiliate marketing. Opsætter og optimerer kampagner i Google og Microsoft Ads.